Da vi havde siddet fast i trafikken et stykke tid, blev vores chauffør træt af at vente, og foretog en u-vending (mere eller mindre autoriseret), og så kørte vi ellers tilbage, forbi hotellet, ud gennem Chinatown (Cho Lon) - en meget lang omvej til en anden bro over floden, og så tilbage gennem et af de nyere kvarterer med boligkomplekser langs den modsatte bred. I første omgang var vores mål et lille færgeleje; her fandt vi ud af at chaufføren - Tâm - er meget humoristisk anlagt. Han var ved at trille omkuld af grin ved synet af bilen foran os. Jo, det var nemlig sådan, at vi ved vores afgang fra hotellet havde bemærket to unge tyskere stå og vente på deres bil, fra samme turarrangør. Så da Tâm opdagede, at hans kollega var kommet før os - i dén trafik - måtte han altså more sig aldeles hjerteligt.
Vi krydsede en af Saigon-flodens arme over til en ø. Færgen var en ældre bilfærge af klassisk model (a.k.a. Pinen / Plagen osv.) med en håndfuld biler og en hel masse motorcykler samt en flok fodgængere. Tyskerne var også med: Damen i miniskørt og stilethæle, herren lidt mere praktisk klædt. Helt ærligt, man kommer altså ikke langt på så høje hæle i den traffik / det terræn herude... Nå, men dem om det!
Vi steg ind i den behageligt kølige bil igen (det er faktisk så grelt, at brillerne dugger, når man stiger ud) og kørte videre ca. 1 time. Undervejs måtte vores guide spørge om vej et par gange - til stor morskab for vores chauffør, som er meget lattermild. Det viste sig, at hverken guiden eller chaufføren havde været i området før, så de var lige så spændte som vi var på hvad vi skulle opleve. Vejen var dog ganske ligetil (der var vist kun den samme), og ved et checkpoint mødte vi så den lokale guide.
De har et ganske velfungerende system herude, hvor man har en generel guide med på hele turen (f.eks. engelsk - eller fransktalende), og en lokal guide til at klare selve rundvisningen på stedet. Som i Chu Chi var der også her tale om en vietnamesisk talende ung mand, der tilsyneladende vidste meget. Desværre var vores egen guide ikke helt så flink til at oversætte, som han burde, men så sludrede vi bare lidt med chaufføren.
Første stop - toiletterne - bygget på pæle over et fugtigt, sumpet terræn, men udmærkede og med papir (på herresiden noteres det dog, at vietnameserne er smallere bygget end vesterlændinge...). Så gik vi ind i en lille zoologisk have med bure med nogle meget store python slanger, diverse fugle - bl.a. nogle rov (falke?) fugle, som blev trænet til optræden. Der var også en større flok aber. Berit karakteriserede dem uden tøven som makakker, hvilket vi også fik verificeret derhjemme. De vi nogle rigtige skadedyr, og vilde med popcorn, som vi fik en lille pose af hver af den lokale guide - til at dele ud af. Aberne tog dem gerne og behændigt af hånden, men endnu hellere og meget behændigt snuppede de posen ved simpelthen at slå hårdt til den. Nogle små kvikke møjerter! Da vi gik i krokodille-området blev de dog klogeligt udenfor.
Det var et stort, velinhegnet område, med gode gangbroer, og der kunne man så kigge ud på 78 unge krokodiller. Størrelse ca. 1½ - 2 m fra dødsensfarlig snude til halespids. De gamle / store dyr gik i en anden indhegning, og blev ifølge vores (fåmælte) guide også solgt til zoologiske haver. De unge dyr var skam farlige nok. Som rovdyr betragtet - en genial model (og langtidsholdbart design = mange millioner år). De havde vist stor interesse for deres dyrepassere, men endnu var der kun sket materiel skade...
Hvis dette var det eneste, der var værd at se, så ville det have været en småkedelig tur. Men heldigvis var det ikke slut her: Nogle hundrede meter væk fra krokodillefarmen steg vi ombord i en lav båd, alle 4 + den lokale guide. Vi skulle en tur ud i mangroveskoven. Nærmere bestemt urskoven: Kanalen, vi sejlede på, var ca. 2 meter bred, og der var visse steder meget lavvandet.
Mangrove-træerne var forbløffende tynde, men det er sandsynligvis pga. deres store tæthed - der var steder, hvor man ikke kunne presse en arm igennem. Op af mudderet stak utallige luftrødder op, op til 1½ - 2 meters højde (det var lavvande). Mudderet var grå / leragtigt i udseende, og farvede træerne tilsvarende. Overalt i mudderet var der huller - jeg troede først, at det var kommet pga. vand, der løber væk, men sidenhen fik vi en forklaring: Hullerne er lavet af dyr: Krabber og lungefisk. De sidste fik Normann er ultrakort glimt af, og måske også en lille krabbe - men det var meget usikkert. Grundliggende virkede brakvands-sumpen livløs. På tidspunkter blev kanalen mere bred, og vi kom hurtigt afsted. Andre steder måtte vi dukke os for lave broer, som man havde anlagt. Denne mangroveskov er mere eller mindre et beplantningsprojekt for beskyttelse af træerne.
Vi ankom til en landingsplads, hvor vi steg af - dette var en rekonstrueret Viet Cong base. V.C. havde haft ca. 100 mand herude, hvoraf over 30 var omkommet pga. krokodillerne... Man vil gerne gøre stedet til en turistattraktion, men der mangler endnu lidt - men hér er man på rette vej, når det drejer sig om de mindre grupper. V.C.-lejren bestod af et antal T-formede bunkers, lavet af træ og ler-mudder. Man havde anlagt dem T-formet, for at få flere udgange, når bomberne faldt. De var lavet så effektive (bøjelige) at de kunne modstå op til 500 kg-bomber fantastisk effektivt!
I en lejr er der naturligvis også brug for de almindelige faciliteter, som f.eks. madlavning, lazaret, soverum, kaptajnens rum osv. Et sted vistes hvordan man lavede våben, som ved Cu Chi på baggrund af de amerikanske u-eksploderede bomber. Man lavede f.eks. raketter, og dem havde man ellers først fået fra Sovjet - men de var for tunge. I stedet lavede man så sine egne, som dels var lettere, dels kunne lægges på krydsstillede grene, når man skulle sigte og skyde. Hele formålet med lejren bliver klart, når man får at vide, at der af vandvejene ikke er ret langt ind til Saigon - vi fik at vide ca. 11-12 km, men tror dog mere på ca. 20 km. Om natten fragtede man raketter osv. ind til angrebspositionerne, indstillede selvudløserne til rette tidspunkt - og forsvandt igen! Vi antager, at der har været en eller anden koordinatorfunktion med evt. andre V.C.-grupper.
Blandt de våben, man lavede, var særlige anti-personel miner, der også blev anvendt mod helikoptere. Når USA ville ramme V.C. anvendtes helikoptere - vinden fra rotorerne blæste mangroven hid & did, og skytterne kunne så se evt. guerillaer. Derfor anbragtes miner i træerne, og ved elektrisk tænding blev disse udløst, når en passende mulighed kom. For at imødegå landtropper, byggede man undervands "palisader" anlagt - de er umulige at se! - Endnu mangler stedet en smule, for at alle turisterne kommer!
Videre derfra med båden: Vi sejlede ind i et lidt mere frodigt område, og her så vi igen en flok aber, oppe i træerne. Guiden forklarede, at aberne blev deroppe, fordi de var bange for slangerne i underskoven, og krokodillerne i vandet - vi trak vores hænder ind i båden igen... - Vi glemte at nævne, at der faktisk også var en abe i V.C.-lejren, en enkelt een. Den havde tabt en abe-magtkamp i en gruppe, og var derfor blevet fordrevet. Nu havde den tilsyneladende ikke andre steder at gå hen.
Efter denne meget, meget fine sejltur rundt i mangroveskoven fandt vi tilbage til bilen, og kørte atter ind mod storbyens larm. Vandet i denne del af Saigonflodens delta er brakt, pga. det nærliggende hav og det kraftige tidevand. På vejen ind mod byen så vi mange rejefarme, hvor man "dyrker" små, velsmagende, varmt-vands rejer. De kræver saltholdigt vand, og "skovles" op i store mængder og soltørres, før de sejles / køres til byen markeder. På tilbageturen var der mindre traffik end udturen, så vi fulgte den planlagte rute med et par afstikkere omkrinng den centrale del, hvor guiden udpegede operaen og rådhuset.
Vi var tilbage på hotellet ca. 15:30, og havde således tid til at reservere en "shuttle" bustur, til senere på aftenen. Dvs. en tur med hotellets gratis minibus, som hveranden time kører en fast rute med 4 stoppesteder. Vi hoppede af ved nr. 3 = Operahuset, og gik derfra ned til et af de små in-steder: Encore Angkor - en cambodiansk / khmer restaurant. Vi kom ganske vist så tidligt, at vi forskrækkede personalet (en sød og genert ung pige - den egentlige tjener kom først senere!), men blev budt velkommen, og fik dejlig mad. Berit fik bl.a. en traditionel fiskesuppe, som var dejlig. Til maden drak vi 333, som er en udmærket lokal øl. Det var godt og billigt!
Efter måltidet slentrede vi rundt i kvarteret. Dvs. primært nogle gange rundt
om Hotel Rex. Normann købte en avis - og med asiatens
særegne logik kom der
straks flere avissælgere til (kan man købe én - kan man købe flere!). Det er
klart et turistfælde område, med mange store hoteller, mange (dyre!)
souvenir-shops, tiggere og ret agressive gadehandlere (bl.a. den lille
blomsterdreng og -pige!). Vi tog bussen hjem kl. 19:20 - chaufføren var
imponerende præcis. Slappede af, skrev lidt postkort - og faldt i søvn!