Dyr

Nu er dette ikke en zoologisk betragtning over alle Vietnams dyr, for helt ærligt lagde vi ikke alt for meget mærke til dem - i hvert fald ikke specielt. Men en generel betragtning er, at der i Vietnams natur findes mange slags dyr, hvoraf mange er truet af udryddelse. Derfor er det vigtigt som turist ikke at købe slanger på glas eller tiger-tænder, kinesisk medicin eller lignende, da dette er med til at øge jagten på de i forvejen udryddelsestruede dyrearter. Spis en hund i stedet...

Aber

Som bekendt findes der flere slags aber, og den slags vi normalt tænker på, er vel først og fremmest menneskeaber, som f.eks. chimpansen og gorillaen, dvs. på engelsk abes. I Vietnam har vi selv kun set de mere almindelige monkeys, hvor f.eks. makakken er en repræsentant. Som alle andre dyr i naturen har aber ofte en del sygdomme og har farlige bid. Men en ting mere end andet gør, at man bør tage sig i agt for dem: De har fingre! Mange aber er intelligente og nysgerrige, men de er ikke nødvendigvis venlige, og man må ikke opfatte dem som "kære, små dyr" som "bare vil lege". De vil stjæle, hugge og stikke af med hvad man har af løsdele: Briller, ure, smykker, ting i lommer ... hvad som helst! Og de opfatter det som deres ret til at tage hvad de har lyst til, hvilket betyder, at hvis man forsøger at forhindre det, så kan man blive kradset eller - værre! - bidt. Nogenlunde som en flok utilpassede unge på en mørk banegård i København. Aber er ikke venlige smådyr - så pas på!

Hunde

Menneskets bedste ven frister en anden tilværelse i Sydøst-asien end de gør herhjemme. Man kan spise dem, have dem som kæledyr (hvis man er meget rig) eller naturlivis lade dem løbe frit omkring, hvor de kan rode rundt i skidt og møg. Det sidste er det mest normale, og selv om alle de hunde, vi har set, virker fornuftige i deres hoveder, så skal man ikke tro, at de ikke kan være farlige. For det første har de et tilhørsforhold til et sted eller et boligområde (eller nogle mennesker), som de føler et vogter-ansvar for. Hvis man derfor uautoriseret kommer ind på området, bliver man straks spottet af dem, og de giver een et hurtigt tjek (om aftenen / natten skal man i hvert fald ikke bevæge sig rundt uden at huske dette!). For det andet, så er mange hunde fyldt med forskellige sygdomme, hvoraf rabies kun er en blandt mange. Undgå derfor at blive bidt!

Slanger

Vi så kun et par levende python slanger (i bur), men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er slanger i Vietnam - tværtimod. Men samtidig er der færre end man kunne ønske sig, selv om mange af dem, der er, er ret farlige giftslanger, f.eks. cobra (brilleslange). Man kan se dem "syltet" i den brændevin, som ofte er til salg til turisterne. Her er det forresten vigtigt at huske, at det er strengt ulovligt at indføre dette til Danmark - det er truede dyrearter! Slangernes farlighed har gjort, at mange bønder i Vietnam har gjort meget for at udrydde dem på markerne, hvorefter der er kommet et nyt problem - rotteplage! Slangerne medvirker nemlig meget til at holde rotter og mus nede, så hvis slangerne forsvinder, så vokser antallet af skadedyrene.

Lungefisk

Lungefisk er små, ca. 10 cm. lange (max!) og smalle. Deres hoved er dog bredt, og de har øjnene siddende oven på, så man ser dem som to kugler. De kravler / hopper på land ved at bruge brystfinnerne som ben. Og ja, de har en slags lunger, så der er muligt for dem at trække vejret på land. Underlige væsener!