Guiden var der naturligvis til tiden, og vi hoppede ud i den fine Toyota. Chaufføren - han hedder Tâm - bragte hurtigt bilen ud mellem strømmen af traffikanter, og vi fandt relativt hurtigt ned til den store hovedvej, der fører fra Ho Chi Minh City til Cambodia. Guiden fortalte, at der kun var nogle få timers kørsel herfra til Phnom Penh, og opfordrede os til - næste gang - at tage den vej til Cambodia. Det må vi huske...
Vi passerede forbi den store industripark (hvor der ofte er trafikprop), under en ny højbro og videre ud. Efter ca. ½ time drejede vi væk fra vejen (ved et sted, hvor man solgte hunde - altså som kæledyr) (de koster ca. 50 US$ stykket, så dem spiser man vel ikke lige...). Nu begyndte det at tynde lidt ud i husene og folk - i disse områder er vi jo væk fra hovedvejen, og folk ynder at bosætte sig langs den store vej. Det gør, at byen mange steder er meget lang og meget tynd.
Et stykke vej - så standsede vi ved et lille værksted. Guiden spurgte, om vi kan lide forårsruller - jo, tak som byder! - Men det, vi skulle se (og ikke smage) var hvordan man laver det rispapir, som vikles om fyldet: Først kværnes risen til fint mel, dernæst spædes melet op med vand til en tyndtflydende masse - kunsten er at få den rette konsistens. Derefter hældes en portion ud over en meget varm pande, og et låg lægges over. Efter et øjeblik (30-40 sekunder) kan pandekagen tages af, og lægges over på et fletværk af bananblade, og herefter soltørres. Vi købte selvfølgelig en lille pakke, fremstillet på stedet. På dette sted fik vi også set lidt træskærearbejde, men efter min mening var besøget lidt for hurtigt overstået. - Af træskærer ting købte vi blot et par spisepinde. Normann talte med en fyr, der var ved at skære hår ud på en træfigur. Han var 22 år, og havde arbejdet med træskære-arbejdet i 9 år, så man må sige, at han var ekspert!
Da vi forlod stedet så Normann, at naboen var et risbrændevin-destilleri. Ærgeligt at vi ikke vidste det, det kunne have været spændende at se!
Nogle få kilometre senere nåede vi til Cu Chi-tunnellerne. Hele området hedder Cu Chi, det er et større landområde, som Saigon-floden løber gennem. Allerede tilbage i 1940'erne blev de første tunneller bygget, men de blev restaureret og kraftigt udbygget under krigen mod USA.
Amerikanerne vidste åbenbart intet om disse tunneller (utilgiveligt dårligt efterretningsarbejde), og da man i et forsøg på at kontrollere området anlagde en stor base, fik man uafvidende placeret den over en del af tunnelsystemet. Ret usmart, for Viet Cong kunne nemt udnytte denne fordel til at angribe basen indefra. Der gik flere måneder, før man fandt ud af hvad der var galt...
Vi besøgte området, hvor vi fik set den autentiske størrelse på en hulenedgang. Normann er for bredskuldret (alle steder...) til at kunne komme ned i den! En lokal guide viste hvordan, og det var tydeligt at han kunne forsvinde sporløst.
Ved siden af dette var der et krater efter en 500 kg-bombe. Hullet var 2-3 meter dybt, og ville have ødelagt det øverste lag af gange; men tunnelsystemet består af 3 lag, hvor det nederste ligger 10-11 meter nede, så der ville ikke blive ødelagt for meget. Her omkring var der udspændt en snubletråd; hvis man trådte i den, lød der en lille eksplosion (for at forskrække turisterne). Vi undgik tråden, den var trods alt for åbenlys.
I stedet fik vi set et udvalg af forskellige fælder. De fleste var beregnet til at lemlæste (pile / spyd med modhager i forskellige varianter), men kunne naturligvis forsynes med gift. Vi tror nok, at de fleste mennesker ville blive afskrækket af disse fælder, enten ved selv at havne i sådan een, eller ved at se sine kammerater blive molestreret. Amerikanernes traumer er helt sikker påvirket af disse!
Nu kom vi til en forstørret del af tunnellerne; dvs., der er lavet 20-50 m tunnel i en størrelse, så en normal vesterlænding kan komme ned. De rigtige tunneller er mindre. Vi prøvede, og Normann er glad for at vi kunne komme op og ud allerede efter 20 m, for han blev faktisk ramt af et mindre anfald af klaustrofobi (let kvalme) - helt uvant! Vi kan ikke anbefale denne prøve for store folk! Efter denne korte tur var Normann helt gennemblødt af sved, og beskidt af jorden. Berit klarede det som sædvanligt i fin stil.
Jorden, som tunnellerne er anlagt i, er forbavsende hård og kompakt. Berit mener, at der er tale om en type löss, kompakt støv fra bjergene i Kina. Under alle omstændigheder er den velegnet til denne type anlæg, idet den er fast og alligevel fjedrende (en fordel imod bomber). - Fra den trange tunnel kom vi op i en reproduktion af et felthospital. Vi kunne have ønsket os lidt flere ting, f.eks. hvilke instrumenter man havde, men OK... Videre fik vi set hvordan man havde lavet våben, f.eks. miner og granater. Typisk havde man samlet ueksploderede amerikanske bomber op, og fjernet tændsats og eksplosiver, savet metallet op, og brugt det sammen med sprængstoffet til at lave de våben, man ønskede. Et farligt job! Vores guide kunne godt lide at tænke på, at amerikanske våben på den måde blev brugt mod amerikanerne.
En søndersprængt amerikansk tank stod tilbage som monument - et andet sted kunne vi prøve at skyde med M16-rifler og AK-47 automatisk, men vi følte ingen trang til at lege røvere og soldater... Vi så også modelopstillinger, hvor man kunne se hvordan våben og tøj var blevet lavet.
Efter rundturen i jungleområdet så vi en gammel video, der var lavet som propaganda for de tapre Viet Cong. En guide gav os en (meget) hurtig gennemgang af området ved brug af et kort - så var vi færdige, og kunne tage hjem...
På vejen tilbage til hotellet så vi en masse skolebørn. De går typisk i skole 4 timer om dagen, i op til 12 år. I nogen skoler kommer børnene i skift, dvs. nogle børn kommer om morgenen, andre om eftermiddagen. Der er ikke køns-opdelte skoler, alle går sammen. Det er øjensynligt krævet, at man bruger skoleuniform - hvid skjorte og blå / mørke bukser for drengene, og hvide kjoledragter (Ao Dai) for pigerne. Nogen gange bæres et rødt, smalt slips om halsen. Vi bemærkede mange unge piger, der bar hat, maske og lange handsker. Berit mente, at dette kunne være på grund af luftforureningen - det er også en grund, når det drejer sig om maskerne, men en væsentlig grund er, at pigerne ikke vil blive brune af solen - det ser jo ikke pænt ud at ligne en landarbejder...
Vel tilbage på hotellet vaskede Berit tøj, og Normann skrev en række post-/julekort - så havde vi fordelt arbejdet... Mens tøjet hang til tørre, begav vi os igen ud i trafikmylderet. Denne gang gik vi ud mod kineserkvarteret, ned af Trãn Phú gaden. Det var lettere sagt end gjort, da der ikke var meget fortorv. Udtrykket "fortorv" implicerer jo heller ikke at det (hvis det findes) er forbeholdt fodgængere - man kan jo ligeså godt cykle, eller køre på knallert, eller vaske, parkere, reparere sit køretøj (2 eller 4-hjulet). Det er også et godt sted at slå sig ned med en lille butik (fra 1 m² og opefter!). Alt ialt er det ofte nemmest at gå på gaden. Trãn Phú er ensrettet på vietnamesisk manér, dvs. bilerne kører kun i een retning.
Vi nåede ned til vores bestemmelsessted, An Dong indkøbscenter / indendørs marked. Stedet er ca. på størrelse med Magasin i Århus. I kælderetagen er der et antal smykkebutikker, en række små restauranter (køkkenareal 1-2 m² og spiseareal 2-3 m²), som sikkert var aldeles fremragenden; desuden et stort område med madvarer af alle slags - og et enkelt bilværksted. Specielt boderne med krydderier, nudler, ris, svampe, frugt og grøntsager (ofte meget specialiserede i en / nogle få fødevaregrupper) gør et dejligt eksotisk indtryk. Sikke dufte!
På første etage var der stoffer, masser af stoffer, sko, dametøj og smykker / tilbehør. Anden etage sprang vi over, men det lignede børnetøj, og der var et mylder af mennesker. På tredje sal var der lækre sager i træ (bl.a. meget smukke sæt af spisepinde, udskårne figurer osv.), lak- og perlemorsarbejder, små kunstværker i jern / metal osv. Af smykker er det især deres jadeting, som er imponerende og meget smukke.
Vi gik rundt og kiggede et stykke tid, og gik så rundt om blokken, og hjem til hotellet ad Hung Vuong. Her var der lidt mere fortorv, men ingen spisesteder, som vi ellers havde håbet på. Endnu en gang spiste vi derfor på hotellet (Café California), hvor vi kontrollerede at de godt kan lave Tom Yam Kai (og det kan de, selv om Berit undrede sig over, at der skulle en klat ris i!) og Nasi Goreng.