Hovedvej 1 er en betalingsvej, så det blev klaret effektivt undervejs. Som ved vejen til Cu Chi, så bosætter folk sig ved vejsiden - med andre ord, en lang og smal by. Derfor er det svært at sige, hvornår Saigon egentlig holder op.
Vi skriver Saigon, for vi spurgte vores guide om hvorvidt man foretrak Ho Chi Minh City - eller Saigon. Svaret er (ikke overraskende), at HCMC er det officielle navn, men næsten alle foretrækker Saigon. Vi tror, at dette har lidt med den store fortrængningsøvelse, som Vietnam er i gang med, efter krigen. En af de øvrige ting, der også afspejler dette, er den langsomme og stadige accept af alle "særheder". En af disse særheder er den besynderlige religion Cao Dai. Uden videre har man blandet 5-7 religioner (inkl. kristendom) sammen med nutidige profeter (som Viktor Hugo, Napoleon og Lenin). Dette manifesteres i en religion med et alt-seende øje som symbol, og med et væld af symbolske farver. Religionshistorisk set er det noget rod, men - i mine øjne - morsomt (undskyld!).
Vi kom forbi et mindre Cao Dai tempel, og fik taget nogle billeder. Man stiller skoene udenfor, og den munk, som tog imod os, ville naturligvis ikke give hånd til Berit, men gerne til mig - alt på sin rette plads! Cao Dai-tilhængerne beder 4 gange om dagen, startende ved midnat, men der var ikke nogen tjeneste, da vi kom.
Efterhånden som vi fortsatte begyndte vi at kunne se vand, og snart krydsede vi en bro, hvor en gammel udrangeret stålbro lå ved siden, parallelt med. Guiden pegede den ud: Den gamle stålbro var faktisk lavet af Eiffel - og når man nu så efter, så jo... Men kapaciteten rakte ikke mere, og derfor måtte man lave en ny.
Vi hade nu forladt Saigon, og var nået til Mekong-deltaet. Vi blev gjort opmærksom på, at de forskellige områder dyrkede forskellige slags afgrøder - der var f.eks. et område, der specialiserede sig i meloner, et andet tog sig af papaya. Måske er dette gså et udtryk for den særlige asiatiske logik, der siger, at hvis een opsætter en melon-bod, så må det være et godt sted for andre også at sælge meloner der...
Vi drejede fra hovedvejen efter ca. 1½ times kørsel (og et par broer), og fortsatte nu ud i delta-området. Nu kunne vi skimte rismarker. Nogle af disse - efterhånden så vi en del - havde hvide gravmæler i sig. Det virkede ikke som grave fra krigen (vi var allerede kørt forbi et antal krigs-mementoer), men nærmere som det normale. Hertil skal lægges, at vietnameserne dyrker forfædretro, så det vil være naturligt at have forfædrerne i nærheden.
En pludselig opbremsning sendte fotoapparatet på gulvet. Et fjols drejede ind foran bilen for at køre mod venstre - uden at blinke af! Nå, der skete ikke noget, Tâm havde reageret hurtigt...
Efter nogle timers kørsel (svært at sige hvor lang tid ialt) nåede vi vort bestemmelsessted: Den lille "by" Cai Be - kendt for sit flydende marked. Hvis man skal nyde dette farvestrålende skue i sin fulde pragt er det dog bedst mellem kl. 5 og 7 - om morgenen! Efter den sædvanlige korte pause ("never miss a chance...") kunne vi sige pænt goddag til vores lokaleguide: En meget sød og veltalende pige (vel midt i 20'erne, fremragende engelsk, snakkende som et vandfald, utroligt vidende), som vist nok hed "Suni" (eller "Sung" - hvad ved vi...) (det staves med garanti ganske anderledes!). Vi entrede vores båd, der havde plads til ca. 10 europæiske størrelser (eller lidt mere), men vi var kun os, vores to guider og "kaptajnen". Det er luksus, men man får meget mere at vide på denne måde - især med den lokale guide ombord.
Første seværdighed var det flydende marked - eller rettere: Den sene formiddags sørgelige rester af samme. Vi så dog nogle af de større både, som signalerer deres varelager ved at hænge eksempler op i en stage - eller stille dem ovenpå kahyttens halvtag. Vi vinkede også til en masse mennesker - det er ligesom hjemme i Gylling, man hilser pænt på dem, man møder! Første stop på turen var et "ris-popperi" [Normann brokker sig over at jeg har byttet om på rækkefølgen - altså først pop, så marked!]
På samme vi som man laver popcorn - af majs - så laver man her poprice - med ris. Forskellen er også, at derhjemme bruger vi en mikroovn eller friturefedt, men her bruges fint sand fra Mekong. Sandet ligger i en stor dynge i en stor pande, og er meget varmt. Brændslet er en blanding af ris-avner og skaller fra longan-frugten, så det er tyndt brændsel med høj hurtigvarme. Risen blandes med det varme sand, og der røres rundt øjeblikkeligt. Det er meget vigtigt med sandet, ellers brænder risene på! Meget kort tid efter (30 sekunder!), så begynder risene at poppe - når dette er hørt op, skovles risene gennem et par sigter, der fjerner sand og dernæst avnerne. Sandet genbruges naturligvis.
De poppede ris blandes derefter med malt og flydende rørsukker, og anbringes i en trækasse, hvor de rulles ud i et jævnt lag. Derefter skæres de til i passende firkanter, og pakkes i cellofan. Man kan også krydre med f.eks. ingefær, og man kan også poppe nudler - det så vi nu ikke. Vi fik serveret lidt smagsprøver, og de skal nydes sammen med grøn the / jasmin eller lignende. Vi købte et par pakker - men de er sørme blevet spist på hotellet, der kan man bare se...
Derefter sejlede vi videre ud på de små kanaler. Vi var heldige med at vores båd var så let lastet, for tidevandet var for nedadgående, og vandstanden ret lav. Vi mødte en anden turistbåd med mange passagerer, der havde måtte vende om pga. for lav vandstand. En anden trafikal forhindring var vandhyacinter: Grønne planter, der drev rundt i vandoverfladen, og som kunne vikle sig ind i bådens skrue (iøvrigt "Long Tail"-modellen). Overalt omkring os var der meget frodigt. På den lave mudrede bred så vi mange lungefisk. Dem spiser man ikke, men der var sat mange ruser, fiskegærder etc. til at fange alle de mange fisk, som man spiser. Her inde i deltaet var vandet fersk, idet der er ret langt til det åbne hav. Vandet var mudret, men ikke direkte sundhedsfarligt (dog ikke drikkevand), og vi så flere, der badede (mest børn) eller arbejde (med fiskegærder eller net) i det.
Pga. den store forskel i tidevand (1-1½ m) er man meget påpasselig med forstærkninger af kanalernes sider / kanter, så haven ikke borteroderes. Nogle steder bruger man mursten eller sandsække, men det mest almindelige er trægærder, som kan være flettede ind i hinanden, og forstærket med plastic... ikke kønt, men når bare det virker.
Efter en snørklet og meget charmerende tur på de små kanaler (hvor vi måtte rykke ud i bådens forstavn for at holde skruen fri af den mudrede bund) kom vil til en af de 9 store Mekong-flodarme. Det tog lidt tid at krydse denne, og her var der også større skibe. Vi sejlede ind i et nyt og lidt større kanalsystem, og lagde til "kaj" hos "Mr. Muoi Huong". Ifølge vores danske turbeskrivelse skulle vi spise frokost i en lokal bondes have. Det er en mild underdrivelse. For det første var det en meget velhavende bonde (72 år, veluddannet - fransktalende) som tidligt havde set fordelene ved at skifte fra risdyrkning til frugtplantage på sine 4 Ha. Han dyrkede "Longan", som er en variant af "lichie". I dag vil alle skifte fra ris til frugtavl, hvorfor priserne falder osv... Mon ikke svineproducenterne derhjemme kan nikke genkendende til den historie?!
De faldende priser forstyrrer imidlertid ikke vores vært, som i mellemtiden har slået sig på turistindustri: Frokosten var overdådig! Første sæt af retter bestod af forårsruller, krebs (små ferskvandshummere) og en grillet fisk, som man plukkede kød fra - hvilket man foldede i rispapir med agurk, et salatblad og nogle mynteblade. Denne lille rulle blev dyppet i en fiskesovs, og smagte - vidunderligt! Næste sæt af retter bestod af den traditionelle rissuppe, en kyllinge-kål salat og svinekød i en super-mør udgave med ris til. Dertil også noget bøf-kød af den særlige kvalitet, der er meget drøj - man kan kun spise få stumper af den - men meget delikat.
Herefter fade med frugt: Ananas, longan, bananer, og alt det andet, som vi har glemt. Vi drak vand til maden, af det "fine" mærke "La Vie". Efter denne overdådige frokost gik vi en lille tur i "haven": Bag huset en stor longan plantage - foran huset en smuk, velholdt Bonsai-have, med små træer i en slags højbede; halvkugleformede piedestaller omkring roden af hvert enkelt træ / busk.
Så sejlede vi videre (båden stak nu helt sikkert noget dybere!), ud på kanalerne. Efter en tid landede vi igen ved en bro; denne gang for at se fremstilling af kokosnød-karamel. Fremvisningen her gik lidt hurtigt, da fr. Sung opdagede, at andre gæster var på vej - men grundlæggende bestod produktionen i at fremstille kokosmel, der blev blandet med sukker og varmet, og omrørt indtil en karamelmasse var opnået - man tilsatte ekstrakt af pressde blade (og her er vi i tvivl om det var kokos eller andre typer). Karamelmassen blev udlagt i forme, så der blev dannet lange (bløde) stænger - disse blev så på øjemål skåret ud i korrekt størrelse, og pakket ind. Nogle stykker pakkes ind i rispapir (og det kan godt spises), andet pakkes ind i plastic (og det kan ikke spises, som Berit fandt ud af). Endelig pakkes et antal karameller i cellofan, det overskydende cellofan bukkes et par gange om en metalpind, og det hele føres hurtigt over en spritflamme - hermed er pakken lukket.
Guiden sagde, at stedet ikke producerede til eksport. Det er måske rigtigt, men det er der så andre, der gør - det var i hvert fald ikke svært at finde karamellerne inde i Saigon.
Vi forlod nu stedet, og satte kursen over den store flod, tilbage til vores bil, der var kørt hele vejen uden om, mens vi havde en lang snak med vores guide vdr. familieforhold, ligeberettigelse osv.. Vi hoppede af, takkede fr. Sung, steg ind i bilen - og kørte hjemad, over Mekong-floden (som vi lige havde sejlet på) via en smuk skråstagsbro, som den australske regering havde hjulpet med, i form af pengelån og ingeniør-ekspertise.
På vejen hjem så vi forskellige tildragelser: Et overfald ved en minibus (3-5 personer i slåskamp) - forskellige former for trafikuheld med forskellige udfald (alvorlige, men nok ikke dødelige, håber vi!) osv. Heldigvis (for os) var det noget, der foregik uden for vores bil. Og Tâm kørte os sikkert hjem.
Det var den sidste tur med vores guide, og vi skulle derfor give en evaluering - det er en god idé, eftersom det sikrer et godt, generelt niveau. - Og jo, vi gav pæne karakterer!
Det havde været en lang og begivenhedsrig dag. Så om aftenen spiste vi i Cafe California på hoellet (der ganske vist havde meget travlt pga. et "farewell party" for et rejseselskab - derfor en del ventetid!). Normann fik Hainanese Chicken Rice og Berit for Pho Bo (beef noodle soup) - som sædvanligt var det godt.