I City Mart kiggede vi på ure, og mødte pludseligt stort set det eneste menneske, vi kendte blandt Saigons ca. 7 mio. indbyggere - vores guide (Mr. Khoov), som havde fri og var beordret med fruen og sin lille søn (6 år) ud at købe ind. Det var ganske morsomt at hilse på! - Og så fik vi købt ur, et agat-ur som julegave til Christina (priserne er OK i City Mart, i hvert fald jf. guiden). Vi gik derefter op i Star Cafe for at få Cola og is. Vores tjener genkendte os øjeblikkeligt, og mente, at vi bestemt havde interesse i den gode hønse-nudelsuppe, som vi havde fået sidst. Flink fyr - og sikke en hukommelse!
Vi var lidt trætte, så vi gik ned i supermarkedet efter Cola, vand, the og andre små-souvenirs (bl.a. en grimrian i kokos, lige noget for mor Ebba...) og så tøffede vi hjemefter. Trafikken var fortsat "mild og venlig".
Tilbage på hotellet fik vi os en kop the eller to, slappede af og vaskede nogle skjorter. En god idé at tage Biotex med, og det er meget effektivt herude, fordi vandet er så blødt.
Klokken 17 to vi med hotellets shuttlebus ind til byen; stod af ved "Genforeningspaladset", og blev straks antastet af kokosmælk- og postkortsælgere - de er overalt! Vi gik gennem et lille anlæg med høje, gamle træer (anlagt af franskmændene) over til Vor Frue (Notre Dame).
Pladsen foran kirken er stor og åben, og flankeres af banker og det gamle postkontor. Vi kom til kirkepladsen nogle minutter efter messen var begyndt, og blev overrasket over at se flere knallerter + ejermænd/-kvinder stå med front mod kirken. Vi taler måske 100-150 mennesker, måske flere. De deltog altså i messen, måske uden at kunne høre eller se, hvad der skete - men hvad så, man var der!
Vi gik ikke ind, men fortsatte over til postkontoret. Berit ville se det, der havde stået så meget i guidebøgerne. Det er osse specielt: Flot, fransk kolonistil, med stor åben hal og en mængde kontorpersonale. Her var ingen forvirring eller ståhej, man ved præcist hvad et brev til Timbuktu vil koste (i luftporto). Uden på postkontoret er der opsat plaketter med navnene på berømte videnskabsmænd: Franklin, Morse, Ohm, Faraday og såmænd vores egen Ørsted kan findes her. Der er åbent hver dag, fra kl. 06-22, også om søndagen.
Herefter gik vi ned til restaurationsgaden, og fandt endnu et in-sted at spise hos, nemlig "Lemon Grass", der serverer asiatisk mad. Som er meget godt tilberedt, skal vi da lige bemærke! Mit indtryk af stedet er, at man da udmærket er klar over, at man er nævnt i alle guide-bøgerne, så der er ingen grund til at gøre så meget ud af atmosfæren. - Men maden er god!
Efter middagen tog vi hjem igen mod hotellet, med hotelbussen. Mens vi ventede havde Normann en lille diskussion med en møj-irriterende blomstersælger på hjørnet af hotel Rex, men vi må beundre hans ihærdighed. Vi havde ellers mere ud af at se hvordan byens unge mennesker cruisede rundt og rundt på deres knallerter: Man skulle jo ses! - Og fra hotelbussens vinduer, på vej hjem, så vi et par drags, så der er da noget for enhver smag i Saigon. Vores smag var dog bare the på hotelværelset - og snart til køjs!