Nuvel, når det er tilfældet, så må vi jo strække dagene. Berit var iøvrigt træt, så det var jo det rette at gøre. Vi huskede lige at ringe til Singapore Airlines, for at høre om vi skulle "reconfirme" hjemrejsen, men det var ikke nødvendigt. Vi tog derefter med hotellets shuttle-bus ind til centrum for at besøge Ben Thran-markedet.
Dette marked er for størstedelen overdækket, i en meget stor bygning - nærmest en lavloftet lagerbygning. I denne hal er der mange hundrede boder og endnu flere sælgere; absolut de fleste er autoriserede - men engang imellem smutter der en illegal solbrillesælger ind ("Mister, you buy...").
Der er et utal af indgange til Ben Thran, og derfor er det vigtigt at pointere, at den indgang, som ligger nærmest hovedgaden, huser de mest agressive sælgere. I denne del af hallen kan man købe T-shirts og ure, og da det er det, som alle turister jo bare skal have, så må man vel være agressiv. - Berit blev tilbudt forskelligt, men blev meget fortørnet, efter at hun havde forklaret, at hun nok ikke kunne passe de meget små størrelser tøj, Vietnameserne har - og så sælgeren glad sagde "Also in big size, Madame" !! Berit mente altså ikke, at hun var oppe i fruestørrelse endnu...
I den modsatte ende af markedet har vi kødbyen. Her sælges levende fisk og krebs, og slagtede dyr af alle normale typer. Et sted her sælges levende piphøns af alle slags, men jeg vil fraråde at man går forbi dette sted - der er meget støv fra fuglene, og det føltes sundhedsfarligt. Vi gik en anden vej!
Jeg faldt over nogle lak-arbejder (et 4-delt billede af natur og fugle) til en meget billig pris. Dele af Ben Thran-markedet opererer med faste priser - det gør det nemmere for os vesterlændinge. Senere - et andet sted - fandt vi en køn lille lakæske, som vi regner med at Berit's søster Anne skal have.
Der er afsindigt mange lugte i dette marked, både gode og de noget mere avancerede. På et tidspunkt kom vi forbi kaffe- og the afdelingen. Der er mange slags kaffe i Vietnam, og de er alle fremragende!! - så vi købte nogle gram mokka. Vi er allerede begyndt at tænke på vægtproblemerne - på flyet, altså! Et andet sted handlede vi (dårligt!) om noget "handmade" billedvæveri - nå, man skal jo snydes et eller andet sted...
Vel ude af Ben Thran så jeg min første og indtil nu eneste buddhistiske munk / nonne, som dermed fik en almisse. Det er altid et problem at give på gaden: Giver man een - så vil andre også have! Det er derfor, det principielt er bedre at købe ting i landet i stedet for, for det er med til at hæve det generelle niveau. Hvis man giver på gadeplan, skal man være meget sikker på, at pengene virkeligt går til nogen, der trænger!
Shuttle-bussen hentede os og vores pakker. Og nu havde vi ikke programsat mere denne dag, men dagbogen var laaaangt bagud. Så vi satte os ned til pool-baren et par timer, og nød en longdrink - det forbavsede poolen's betjening en smule, at vi ikke svømmede, men de hygger sig alligevel.
Om aftenen spiste vi på hotellet. Jeg plejer at påstå, at jeg anvender en Banana-split som indikator for at vurdere stedets madmæssige kvalitet. Så den + en kaffe blev bestilt til mug efter middagen, Berit fik en "Swendsens is". Lad det være slået fast med alle de søm, man kan: Dette hotel kan lave mad, is og kaffe! INTET kan gøres bedre (OK - måske lidt mere banan, men ellers...). Meget rart!