Vores ærinde i An Dong var at finde nogle spisepinde-bukke og en pindeæske til Berit (vi havde set dem til en for høj pris i Ben Thrang). Det lykkedes! Vel tilbage på hotellet satte vi os på en lille "fortorvs café" (i sandhed et misbrug af begge ord...) overfor, og nød en kold Cola til nærmest ingen penge, og udsigten til hotellet samt en bil, der fik repareret et sidespejl. Ved nærmere eftersyn så vi, at den lille gade her har specialiseret sig i sidespejle - samt andre små specialreparationer af biler, og mekanikerne lignede nogen, der kan deres kram.
Kl. 13 tog vi med shuttle bussen ind til Genforeningspaladset - vinkede til en kokosmælksælger, og gik en lille omvej op til "War Remnant Museum", så vi var der præcis 13:30, hvor de åbnede efter middagspausen. Stedet hedder også museet for krigsforbrydelser - oprindeligt "Museum for Chinese and American War Crimes".
Museet's baggrund er naturligvis voldeligt og grusomt - lad det være slået fast med det samme! Men det er dermed også et nødvendigt museum, fordi det rummer den del af historien, som man ikke ser udtrykt til daglig, undtagn i form af invalide eller misformede mennesker. Det burde derfor indgå naturligt i enhver turist' plan for rejse til Saigon, hvor ubehageligt det end er.
Museet har 6 afdelinger, hvoraf den første indeholder de historiske data, præsenteret gennem plancher og opslag. Her nævnes de strategiske oplysninger - antal soldater, bomber, civile tab, hvilke hærenheder osv., der indgik i krigene, helt tilbage fra 1940'erne.
Afdeling 2 rummer en udstilling af nogle af de mest fremragende eller sigende fotografier, taget i forskellige situationer. Det er grum fotokunst på højeste niveau - nogle af fotograferne omkom under arbejdet, men deres dokumentation lever videre. Flere af disse fotos har fået priser, og det er i høj grad forståeligt.
Den 3 afdeling er udendørs, og består af en mindre samling af forskellige våben, fly og PMV'ere af svær kaliber og kvalitet. Når man ser et billede af tre mænd, der løber med en mortér, så er det udmærket at se størrelsen af dette våben. Der vises også forskellige bombe- og granattyper, heriblandt de eksperimentelle fragmentationsbomber og kemiske granater.
Afdeling 4 er den mest foruroligende og grusomme at se. Her vises billeder af krigens
ofre - de mennesker, der blev dræbt og tortureret. Her er to præparatglas med
misdannede fostre. Der er billeder af de skader, som napalm og fosfor-bomber forårsager.
Der er billeder af torturteknikker, som blev anvendt under forhør i kampene - osv.!
Dette er ikke Hollywood.
Jeg har taget et billede af en status, der er anbragt herinde. Andre billeder ... kunne
jeg ikke tage...!
Den 5 afdeling er en model af de berygtede "tigerbure", dvs. fængselsceller, som blev anvendt af Syd-hæren til internering af deres fanger. Disse celler kan karakteriseres med et enkelt ord: Grusomme! Den udviste brutalitet lader ikke sydamerikanske contra'er noget efter. Dette er celler, som Amnesty Internation kender alt for godt i andre lande.
Den sidste afdeling er en fotoudstilling, hvor alle billeder er taget af den samme (japanske) fotograf, over en lang årrække. Han fotograferede naturligvis krigen, men der er også billeder fra tiden efter, hvor man kan se, at landet er ved at hele. Det er en fornuftig afslutning på denne historie!
Det var en meget varm eftermiddag, så Berit fik sig en flaske vand at styrke sig på, inden vi gik ud til de ivrigt ventende bog- og postkortsælgere. Deres udvalg er aldeles glimrende - omend "fotokopieret". Vi gik ned til Genforeningspaladset for at vente på Shuttle-bussen, og blev straks overfaldet af den sædvanlige kokosmælksælger - han genkendte os straks. Dette til almindelig advarsel: Hvis man ikke ønsker at købe / handle, skal man sige nej / no!, idet et "tomorrow" vil blive husket som et løfte for morgendagen. En lille postkortsælger havde heldet med sig hos Berit, men så kom Shuttlen heldigvis også.
Vel tilbage på hotellet blev der (igen) vasket nogle skjorter, og så slappede vi af i poolbaren
med Barcardi on the Rocks.
Om aftenen vovede vi os endnu engang ind i den kinesiske restaurant "Golden Phoenix" og fik
"Kyllinge / majs / fløjssuppe" i luksus udgaven (aha, det var sådan, den
skulle smage!!), forårsruller med kalkun og kalkun i sursød / ingefær sauce med ris.
Det smagte dejligt og var passende dyrt (dvs. europæiske priser). Vi er lidt beklemt ved at
gå derind pga. en kvindelig overtjener, som udstråler ekstrem dygtighed og
autoritet / myndighed. Hun er virkelig eminent, og vi kan ikke undgå at føle os lidt
uciviliserede.
Et eksempel: Færdig med at spise? Det ser hun naturligvis omgående - så spørger hun "skal jeg
rydde af?" - man siger ja, og med een diskret håndbevægele signaleres til 2-3 andre
tjenere, der omgående rydder af, mens hun går videre...
Der var forresten et kinesisk forældrepar med deres to børn. Drengen var vel 6 år, men var i en rigtig flot, hvid habit med rød butterfly og med kunstige bakkenbarter. Pigen - lidt ældre - var i en prinsesse / balletkjole med poppon'er og alting... Vi følte os noget luskede påklædt...!
Der var vist nok også strømudfald den dag - men det er der nu ret tit. Det er en god idé at tage lommelygter med.