Mandag 2/12

Så begynder "den lange rejse" for alvor. Taxaen hentede os på Buevej kl. 06:10, så var der rigelig tid til at nå toget til Kastrup Lufthavn kl. 06:31. Det var mørkt og koldt, så vi småfrøs igen. Planmæssig ankomst til Kastrup kl. 09:37 - hurtig og uproblematisk indcheckning hos Singapore Airlines, og tid til at købe lidt læsestof til turen.

Flyrejsen var lang: Afgang lokal tid 11:30AM, ankomst lokal tid 06:30AM - hvilket med diverse mellemregninger giver 12 timers flyvning. Tidsforskellen Danmark - Singapore er 7 timer. Så var der også tid til at gøre sig fortrolig med det meget avancerede flysæde, som dels kunne indstilles på alle mulige måder, så man sad ganske konfortabelt - dels indeholdt en kombineret telefon og fjernbetjening.

Via førstnævnte og en "mindre" formue kunne man ringe til hele verden, via sidstnævnte kunne man styre en individuel monitor og se film (flere at vælge imellem), høre musik, spille computerspil, følge med i hvor flyet befandt sig, og meget, meget mere.

Vi undlod at teste telefonen - det ville bare have sat ild i VISA-kortet. Men vi så film: Berit så "Elling" og Normann så "MIIB" (= Men in Black 2) og "Bending Beckham". Vi var faktisk heldige, i og med at det var fra november-programmet - på hjemturen regner vi så med at kunne vælge fra december-programmets filmtilbud.

Ind imellem film og servering sov vi en smule, men det blev ikke til så meget, for så var der igen servering = morgenmad / natmad klokken meget tidligt, inden vi landede i Changi - Singapores Lufthavn.


Tilbage Videre