Fredag 13/12

Fredag d. 13, og i dag skulle vi prøve den vietnamesiske specialitet, en tur med en cyklo! En cyklo er, som navnet antyder, en cykel med plads til passager - som sidder forrest, mens driveren sidder bagerst, og træder pedalerne. Man skal ikke kalde dem rickshaws, men idéen er den samme, som man vil forstå.

Vi havde set flere af disse fantastiske maskiner og deres frygtløse førerer. Hotellet havde et (uanstændigt dyrt) tilbud, hvor man for 10$ pr. person får 1½ - 2 timers kørsel rundt i den kinesiske bydel, Cholon. Det skulle vi naturligvis prøve - hvem kan modstå et tilbud om at blive placeret i en vakkelvoren cykel på første parket i en by med fuld forkørselsret, lige i den rette højde for alle udstødningsgasserne, og konplet uden kontrol over begivenhedernes gang... I det mindste er det også en ideel placering for fotografering.

Så den lille concierge med overskægget præsenterede os for en seddel, hvor man skriver under på, at hotellet fralægger sig alt ansvar atc. Meget betryggende! Pudsigt nok var det kun Normann, der skulle skrive under, Berit behøvede ikke. Måske et varsel...

Kl. 10 kravlede vi op i hver sin cyklo. Berit's cyklo kørte først, derefter kørte Normann. Når man i cirka 10 dage har gået rundt i Saigon's gader - og navnligt over dem - så er man ved at være rustet til dette: Det drejer sig om at anlægge den sande, fatalistiske holdning. Vi vil ikke anbefale dette for den, der netop er kommet til Saigon for første gang - men det er faktisk skægt (som en rodbehandling...:-))

Men man får virkeligt meget at se - de to cyklo-kørere var rutinerede, og vi fulgtes tit ad, side om side. Første stop var et kinesisk tempel, der er meget berømmet for sine træskærer-arbejder. En af de interessandte ting herinde er en træhest, som man efter sigende skal ofre til, før man begiver sig ud på en lang rejse.

Vi klappede det flotte dyr, og entrede vores trehjulede igen. En del af turen kendte vi fra bilture den første uge, men det er unægteligt en anden oplevelse, når man sidder ude midt i trafikken. Vi havde fået et par flasker vand med fra hotellet, hvilket var godt, for det var solskin og lidt varmt (ca. 30 grader). Normann's chauffør konstaterede også, at det var solskin, og traf så den uheldige beslutning at ville slå kalechen op for at beskytte sin passager mod solen (samt forhindre ham i at se ret meget af gadelivet). Problemet var, at han ville slå den op mens de kørte, men dels var Normann for høj til at kunne sidde under den, dels var han nok "noget" tungere end de sædvanlige indfødte. Under alle omstændigheder lurede "katastrofen" lige om hjørnet - som en af den slags langsomme (nærmest slow motion), men aldeles uafvendelige uheld! Først en ubønhørlig slingren... så lagde hele cykloen, komplet med chauffør og passager, sig på siden, som en kæntret skonnert. Midt på en af Cholon's travle gader, men gudskelov var der netop lidt pause i trafikken.

Normann fik lidt asfalteksem (godt, vi fik vores vaccinationer), cyklo-chaufføren ditto, kameraet holdt (godt, at Nikon'en var blevet hjemme i Gylling), cykloen fik lidt flere buler, men værst af alt - chaufføren blev til grin hos alle kollegerne: Skæbnen ville, at uheldet skete et sted, hvor 5-6 stykker sad og holdt hvil. De tilbød naturligvis straks deres tjeneste, men vi takkede pænt nej, og satsede på, at vores egne chauffører nu havde lært lektien. Berits chauffør havde benyttet pausen til at slå deres kaleche op - dum idé! Den tager alt udsynet til siderne.

Næste reglementerede og planlagte stop på turen var et stort grossistmarked (Binh Tray? - Hmm.. Nogen må tjekke navnet!). Her gik vi rundt og forundredes i en lille halv time. Normann's "chauffør" (måske skulle vi kalde ham VP = VæltePeter) fulgte med, og viste rundt -- ellers var vi såmænd også bare faret vild. Det var stort; som hos Ben Thran og An Dong kunne man her købe alt, blot i større partier. Det eneste problem var nærmest, at VP insisterede på at følge os "sikkert" over gaden, men efter 10 dage i den trafik, følte vi os absolut mest sikre på egen hånd. - Nå, vi fandt helskindede frem til cyklo'erne, og entrede de værdige gangere, og så gik turen videre til den kirke (Cha An), hvor Sydvietnams næst-?-sidste præsident (ham, vi ikke kan li'!) søgte tilflugt til, og siden blev henrettet. Det var i øvrigt en pæn og enkel lille katolsk (naturligvis) kirke. Så gik turen tilbage til hotellet, så vi kunne komme lidt til kræfter oven på strabadserne (turen varede knap 2 timer, og kan godt anbefales!).

Det meste af eftermiddagen slappede vi af - dels på værelset, dels i poolbaren (de serverede bl.a. nogle helt fine franske pommes frites for os!), og så tog vi kl. 17:00 shuttelen ind til byen. Mens vi ventede på bussen bemærkede vi at der var ved at blive gjort klart på hotellet til det helt store julebal, der desværre skulle finde sted dagen efter vores afrejse. Man havde virkeligt gjort noget ud af det - ca. 1 tons kunstig "sne" (flamingo) og alt muligt juleudstyr. Den ansvarlige var efterhånden ved at gå ud af sit gode skind, for der var meget at organisere, og ikke alt var klappet, men det skulle nu nok gå, tror vi. - I byen slentrede vi lidt rundt, spiste på "Lemon Grass", købte den sædvanlige "Bangkok Post" hos den sædvanlige avisdreng (han genkendte straks Normann som en fast kunde, og spurtede uden ophør op til sit fjernlager for at hente den). Den sædvanlige kl. 19-shuttle hjem til hotellet.

Her mødte vi den stakkels, australske dame, som vred om på foden forleden. Nu sad hun i rullestol, og havde sin brækkede fod i gips. Godt nok noget af et træls uheld! De skulle rejse et par dage efter (tror vi nok), og havde nærmest ikke nået at se noget af byen, men til gengæld var de fulde af lovord, hvad angår hotellet og personalets hjælpsomhed.

Vi mødte også "vor mor", og fik hilst af med hende. Og så er det vel efterhånden på sin plads med en nærmere præsentation. Vi tror, hun dukkede op sidste weekend, men det kan være svært at sige præcist, for inden da havde vi haft for travlt til at lægge mærke til hvad der skete på hotellet. Hun sad (pludselig) i det hjørne af restauraten, hvor det mest er hotellets "VIP-persornal" (manager osv), der spiser - lige ved indgangsdøren. Enter der, eller også sad hun ved det lille bord ved hotellets hovedindgang, hvor Nissepigen (som solgte billetter til det store julebal d. 14/12 - og som var forfærdelig køn at se på i sin røde dragt - syntes Normann -- hvor kom jeg nu fra, nåh, jo...) og de ikke-automatiske, men altid venligt spilende døråbnere holdt til. Begge steder holdt hun "hof". En lille, sej dame (også mindre end de fleste andre vietnamesere), med en udstråling på størrelse med Rundetårn, og en myndig venlighed, som kun er set overgået af den "kinesiske" overtjener.

"Vor mor" virkede faktisk, som om hun var netop det - hotellets mor! Talte med alle (personale som gæster) på flere flydende sprog - vietnamesisk og engelsk gik som kæp i hjul, og vi synes også at vi hørte noget flot fransk. Vi havde mange spændende teorier om hvem hun var. Flere gange tog hun også med shuttle-bussen rundt, naturligt placeret på forsædet, og ivrigt konverserende chaufføren. Var dette hotellets egentlige bagmand (m/k) og ejer; var det chefkokkens mor; managerens gamle barnepige?...

Svaret kom en dag i shuttle-bussen (det var vist i går), hvor hun blev ledsaget af en ivrigt snakkende ung vietnameser, der stolt præsenterede sig som hendes nevø og derefter ufortrøvent og ganske uopfordret kastede sig ud i en længere beretning om sin tante, der havde boet i Amerika de sidste 30 år (sic!), og kendte alle, både der og i Saigon. Når hun var hjemme i Vietnam på besøg, boede hun altid på Hotel Equatorial, og det var nu 9. gang ... osv! I mellemtiden kender vi godt hotellets prisniveau, og kan kun håbe, at "vor mor" får fast-kunde rabat. Hun ville komme igen til marts 2003, og håbede at se os igen - men det kræver vist en større lottogevinst end dem vi plejer at få!

Aftenen gik med at pakke. Det gik lige! Faktisk var der kun plads til 2 Bangkok Post aviser (det er de mærkeligste souvenirs, som folk slæber med hjem!).


Tilbage Videre