Vi fandt museet uden problemer, blev naturligvis genkendt af cyklo-kørerne udenfor, og løste billet. Den udleverede brochure er ikke meget værd (for det meste på vietnamesisk), så vi forventede ikke for meget. Men vi må sige, at vi blev overrasket - uden videre var der med det samme 3 forskellige brudepar, der var igang med forskellige fotosessioner. Og det var altså med det fulde udstyr, hvor der for hvert par var en fotograf med dyrt, professionelt udstyr, og 2-3 hjælpere med lysskærme og hvad der nu skal til - også med videoudstyr.
Nå, ja - det er også et fotogent museum, så vi måtte forvente nogle fotografer. Vi forlod dem, og passerede rundt om museet (indgangen var jo lissom optaget), for at finde en anden indgang. Den fandt vi også - den var også besat af et brudepar. Nu var vi i hvert fald oppe på 4.
Det blev hurtigt til mindst 6-7 stykker, da vi gik ind i museet. Mens vi var inde i en stor hal med en masse billeder af Vietnam's nyere konflikter (uden synlig rækkefølge, og alle tekster på vietnamesisk), så tøffede de yndigste brude og mest generte gomme rundt, fuldt af de meget professionelle fotografer...
Museet svarer nærmest til Københavns Bymuseeum, idet der er lagt vægt på beskrivelse af hvordan byen udviklede sig gennem tiden. Guide-bøgerne fortæller også en masse om, hvad Syd-Vietnam's præsident (det er ham, vi ikke kan li'!) brugte stedet til - så det gider vi ikke gentage. Der var udstillet en del ting fra den nyeste periode (de nyere krige), men også en del ting (incl. stenalder) fra den mere historiske periode. De store sale blev udmærket brugt til det + lidt geologi og naturforhold, i form af udstoppede dyr osv. De store trapper og altaner, derimod, blev så anvendt til opstillinger af diverse brudepar. Nu var vi oppe på ca. 15....
Det er lidt svært at give en samlet beskrivelse af museet, eftersom der mangler lidt plan over det - det er en samling af mange ting, og da der kommer få udlændinge (men mange brudepar, nu var der 18!), så har man en god mulighed for at gå i fred og ro. På vejen ud kom vi forbi et værelse, hvor et par brudepar var ved at blive stylet (nu: 20); så forlod vi stedet. Og hvis man har lyst, så koster det 130.000 VND at blive fotograferet!
Vi havde god tid, og var tørstige, så vi trissede over til hotel Rex, der ligger lige i nærheden. På tagterassen fik vi the (Berit) og en longdrink (Normann), kiggede lidt ud, og tog elevatoren ned igen. Vi så souvenirboderne (de dyre ligger rundt om hotellet), men da vi jo alligevel ikke må tage elfenben eller skilpadder med hjem, så fortsatte vi til Ben Thran markedet.
Vores souvenir-indkøb var overstået meget hurtigt - æv! - så vi havde alt for megen tid, og ømme ben. Der er ikke mange bænke, og hvis man sidder eller hænger de steder, man kan, så må man forvente at blive antastet af sælgere. Vi købte et par T-shirts, men ellers ventede vi på shuttle-bussen. Imidlertid blev vi spottet af en anden bil fra hotellet - det var en af køkkendrengene, der var blevet kørt til markedet af en af hotellets chauffører, og da de nu kendte os, så var det jo ikke nogen omvej at køre os hjem.
Den sidste gang skjortevask, og så et smut over i Poolbaren. Der, hvor vi plejer at sidde, er der heldigvis overdækket, for det regnede til en afveksling - rindende varmt vand... - men det holdt nu hurtigt op. Om aftenen spiste vi middag i Café California. Det sidste check af kokkens evner, og for een gangs skyld var vi lidt skuffede: Berit fik dejlige forårsruller og Tom Yam Seafood, som ikke var spor stærk og fyldt med alt for meget Seafood. Normann fik en vistnok udmærket svampecreme-suppe, og wienerschnitzel på fransk-vietnamesisk manér: Af en fin, fin kalve-filet!