Mandag: Galilæa

Udsigt over Middelhavet

Jeg kan ikke fordrage at blive vækket af en telefon, men det er naturligvis meget praktisk, når så mange gerne skal op på samme tid. Vi blev vækket klokken 7:30 af denne dumme lyd, men så var der jo lyset fra havet, som kiggede ind gennem gardinerne. Mens Berit brugte badeværelset, kiggede jeg ud af vinduet. Dér lå havet, blåt i blåt, med dovne bølger. Der var en enkelt mand på stranden, pilskaldet hoved og badebukser. Han stod og udførte nogle enkle strækøvelser. Berit blev færdig, og jeg hoppede i bad - da jeg kom ud, var manden stadig i gang på stranden med sine øvelser. Nu var der også kommet et hold unge mænd ud, samme blå træningsdragter - det lignede et fodboldhold, der morgentrænede.

Vi stillede kufferterne ud på gangen - det havde Gitta forklaret! - og tog sammen med Søren i en meget lille elevator ned til morgenmaden. Udmærket mad - og naturligvis var der ingen bacon; nej, for det er svinekød! Efter maden, kontrollere at kufferterne kom med bussen, og så skulle vi afsted igen, mod den gamle by Cæsarea. Berit påstod, at hun ikke glædede sig, der ville garanteret være romerske efterladenskaber, og det interesserer jo ikke damen... Vi fik alle udleveret hat og kort i bussen, en gave fra Unitas. Morgenen var kølig, og trafikken var rimelig - det var godt at komme afsted.

Gitta havde travlt med at fortælle om morgentrafikken, og om hvor tæt den var. Jeg konstaterede, at den i hvert fald ikke var tættere end Roskildevej på samme tidspunkt, og i øvrigt gled bussen fint igennem. Det varede ikke så længe, så skiftede Gitta fra nutiden til fortiden, og begyndte at fortælle om den by, vi nu kom til, nemlig Caesarea.

Caesarea

Allerede på lang afstand kunne vi se, at der foregik en masse arbejde med at restaurere teateret og de forskellige bygninger rundt omkring. Vi fik at vide, at Pontius Pilatus havde resideret som præfekt i Caesarea, og vi så hans navnetræk på en kopi af en sten, som man havde fundet i ruinerne af teateret. Denne sten er det eneste fysiske vidnedsbyrd om, at Pilatus rent faktisk eksisterede (originalen af stenen kan ses i Jerusalem).

Marianne i teateret Vi gik ind i teateret, og Gitta fortalte her hvordan apostelen Peter i Caesarea havde omvendt en romersk centurion. Søren fik til opdrag at læse historien for os (Ap.G. kap. 10). Teateret var flot, og Marianne ville afprøve akustikken nede fra bunden / gulvet. Det skal med det samme siges, at den kunne være bedre. Gitta forklarede, at der manglede en bagvæg, og at akustikken nok ville være bedre, hvis den havde været der. En alternativ forklaring gik på, at Marianne var lidt hæs, så hun ikke kunne råbe os op.

Efter dette teaterbesøg fortsatte vi med bussen en lille kilometers vej, indtil vi kom til en meget imponerende indgang til en borg, bygget af korsfarerne i det 12. århundrede. Denne borg blev naturligvis ødelagt af araberne, så der var kun ruiner tilbage, men når man gik gennem porten blev man mødt af udsigten til et stort havneanlæg.

Korsfarerborgen i Caesarea De gamle romerne havde haft en meget stor bebyggelse i Caesarea, og Herodes havde bestemt ikke gjort den mindre. Byen var en stor havneby, men anlagt et sted, hvor der ikke var naturlige forudsætninger for havne - altså måtte Herodes lave et kunstigt moleanlæg. I mange år arbejdede flere hundrede mennesker med at bygge projektet. Særligt vanskellig var de to store bølgebrydere, hvor den sydlige arm rakte 540 m ud, og den nordlige var på 270 m. For at lave disse, måtte man benytte et sænkekasse system, som særlige dykkere anbragte. Det var de såkaldte urinates navngivet således fordi de åbenlyst og på rad og række stod og tissede i vandet...

Men hele dette store anlæg blev ødelagt af et jordskælv, og Gitta fortalte - og det vil vi gerne tro, for vi kunne selv se det! - at man kunne skimte bølgebryderne under vandet. Jeg kunne se noget andet: Sydpå var der store tankskibe, som lå ved et olieraffinaderi. Men det var jo ikke fortiden, men nutiden. Der var et solur, som jeg ikke kunne få til at passe med mit ur, indtil Berit gjorde mig opmærksom på, at tidszoner og soltid ikke er noget, som er afstemt efter hinanden. Vi passerede forbi en sted, hvor et arkæologisk arbejdssjak var ved at spule nogle romerske mosaikker frem, og vi kunne se en del af hippodromen, som også havde ligget der.

Berit var noget træt af de romerske ruiner, og jeg for min part kunne godt have tænkt mig at gå lidt rundt for mig selv - men det var ikke meningen. Holdet blev samlet sammen igen i bussen - "er vi her alle sammen?" - hvorefter vi kørte et lille stykke vej. Vi gjorde holdt ved en romersk akvædukt; tanken var, at vi kunne tage nogle billeder. Derefter kørte vi videre mod Haifa.

Haifa

B'hai templet i Haifa

Idéen med at besøge havnebyen Haifa var vel at opfylde det, der stod i Unitas' rejse-beskrivelse: Flot panoramaudsigt over Middelhavet. Det fik vi også; bussen blev parkeret på et højdepunkt, hvor der efter sigende skulle gå en kabelbane fra. Jeg kan selv ikke huske hvorfra og hvortil, men jeg har kigget efter i en rejsebog (Israel & the Palestinian Territories fra forlaget Lonely Planet), og der står, at kabelbanen fører op til Karmeliter klosteret. Det var faktisk der, vi parkerede - der går altså en kørevej op også, for den brugte bussen.

Vi gik forbi Karmeliter klosteret, og kiggede ind. Jeg husker et lille kirkerum, med et meget pænt loft, men jeg kan ikke huske ret meget ellers derfra; det sagde mig ikke så meget, selv om bogen fortæller, at bjerget ærer profeten Elias. Men vi fortsatte forbi klosteret, og krydsede gaden for så at komme til et udsigtspunkt. Her stod en mand og spillede trompet - han må have haft sprogøre, for da nogle af vores ivrigt snakkende rejsefæller havde passeret ham, slog han over i "Der er et yndigt land". Berit og jeg tænkte angiveligt det samme: Her er en musikalsk tigger - så vi lod som om vi ikke kunne se eller høre ham, og valgte i stedet at kigge ud.

Det skal med det samme indrømmes, at udsigten er meget flot. Middelhavet var blåt, med mange skibe, og det var et fint vue ud over byen. Men byen selv er meget moderne at se på, og derfor ikke noget særligt. Gitta havde kort nævnt at B'hai-religionen havde hovedsæde i denne by - Søren supplerede med lidt løs snak om, hvad det var for en religion - og så myldrede vi tilbage til bussen. Vi skulle videre, og Gitta var lidt spids, for hendes tidsplan var åbenbart meget stram. På vejen gennem byen passerede vi forbi B'hai-templet; billedet ovenfor viser kun en lille del af det pragtfulde tempel, men vi fik ikke lejlighed til et fotostop.

GalilŠa

Vi skulle videre ind i Galilæa, og vi fulgte vejen på nordsiden af Karmel-bjerget. Gitta berettede om profeten Elias' store sejr over de 450 Ba'al-præster (1.Kong.18.20-40) mens vi kørte langs bjerget. Da historien var forbi, kunne vi se Tabor-bjerget, hvorpå Jesus havde møde med Elias og Moses - og det var blevet spisetid!

Der var en landevejskro, drevet af en kibutz. Den lignede nærmest en tysk motorvejskro af de bedre, og vi blev noget forbløffet, da vi så at vi kunne få spare-ribs. Det måtte vi ha! Svinekød lige midt i Galilæa, ved foden af Tabor og tæt ved Karmelbjerget. Elias ville have flået os...

Bortset fra stenen i Caeserea med Pilatus' navn på havde turen været som andre turistture. Vi havde været steder med nogle ruiner og nogle pæne landskaber, nå ja. Men nu skulle vi til Nazareth, den by, som Jesus voksede op i, og hvor Maria fik bebudelsen af englen Gabriel.

Nazareth

Alteret i Bebudelseskirken Vejen op til byen var lidt kringlet, og vi snakkede i bussen om, at Paven ville få en besværlig tur, når han nu skulle samme vej en måned senere. Nazareth er blevet en stor by - der var vel kun ca. 300 mennesker i den på Jesus' tid, men nu er der en hel del mere. Gaderne er noget smalle, og det var derfor ikke uventet, at bussen måtte sætte os af på en parkeringsplads lidt væk fra det, vi skulle se, nemlig bebudelseskirken.

I den katolske tro er Mariæ Bebudelse en meget stor begivenhed, så der er naturligvis anlagt en stor kirke på det sted, hvor den hellige familie havde boet. Gitta havde igen travlt med at fortælle os tingene to gange - nogle af os var ved at blive lidt irriterede over den meget moderlige tone. Der kom et vrissent "der er hverken børn under 12 år eller demente med!". På den anden side var guiden meget oplysende, og fortalte en del om de forviklinger, som anlæggelsen af en moske lige uden for Bebudelseskirken havde givet.

Selve kirken var flot nok, og ganske stor, men de besøgende blev behandlet som noget, der skulle overstås. I kirken er der en rundgang, hvor man passerer alteret på det sted, hvor bebudelsen fandt sted (som om man kan fastsætte det sted!). Der er et gitter for, men man kan se ind (som billedet viser) - og det er bestem ikke meningen at man skal stå og falde i staver; næh, man bliver noget bestemt kostet videre.

Så forbi nogle glasmosaikker, igennem et kirkerum, hvor forskellige katolske retninger havde skænket billeder, der forestillede det øjeblik, hvor Maria modtager bebudelsen, og så ud. Det virkede noget samlebåndsagtigt! Jeg for min part havde svært ved at se noget helligt eller ærbødigt på den måde, som denne kirke arbejdede på.

Maria og Gabriel Der var dog en fremstilling af bebudelsen, som Gitta viste os, der indeholdt det, som jeg forestiller mig om det øjeblik. Jeg har prøvet at fange det i dette billede.



Statuen fortæller en rørende historie om en pur-ung pige, der er skræmt, forudrettet og stolt. Englen Gabriel står ærbødigt i en passende afstand fra hende, og forklarer, mens Maria helt klart ikke er helt med på den opgave, hun får.



Det er en fremragende installation! Efter min mening slår den hele bebudelseskirken og dens samlebånds-tro med flere længder!!



Efter besøget i kirken brugte vi lidt tid i en souvenirbod, som Gitta kendte. Vi fandt en yndig lille nøglering med et ikon-lignende vedhæng, og det har nærmest vist sig at være unikt, for vi fandt ikke siden noget tilsvarende.

Aften - kibutz Ma'agan

Mørket begyndte at falde på, og det begyndte at blive koldt, koldere end jeg havde forventet. Vi fandt bussen påny. Kursen blev lagt mod øst ud ud af Nazareth, for vi skulle nu til dagens slutmål, kibutzen Ma'agan ved Genezareth sø.

Jeg vil indrømme, at mine forestillinger om et kibutz-hotel var dannet af de gamle billeder fra 60'erne og de indre billeder af lejrskolers køjesenge. Jeg var forberedt på lidt primitive forhold. Men hvis vi bare fik noget at spise, så gik det vel nok... Imidlertid må jeg nu konstatere, at det bedste hotel, vi boede på i Israel, var hotellet i Ma'agan-kibutzen. Der er nærmest tale om små huse med 4 værelser i hver, der er fornemt udstyret med TV og bad, og sengene er glimrende. Det er muligt at se ud over søen, og hotellets bar har naturligvis også en lille Internet-café, hvor man kan surfe i 15 minutter for 5 dollars.

Efter denne lange dag var det rart at blive vartet op ved middagen, og få talt sammen med de andre. Det var faktisk først nu, at vi kunne begynde at føle os som et samlet hold; der havde været mange indtryk og så megen buskørsel, at vi ikke havde haft talt så meget med de andre. Det havde Marianne og Søren måske også forudset, i hvert fald foreslog de et simpelt aftenmøde efter middagen. Det blev et kort, men hyggeligt møde, hvor vi fik præsenteret os for hinanden, og fik snakket om en lille ændring i rejseplanen. Men det vigtigste var, at vi faktisk fik talt lidt med hinanden.

Og så var det i øvrigt tid til at skrive et postkort til firmaet og den nære familie - og så i seng!


Tilbage Videre